Udskrift fra: www.mortenandersen.nu

Nyhedsarkiv
Udskriv denne side
Nytårskur, Bogense Rådhus 27. jan. 2014

Velkommen alle sammen og velkommen til vores nytårskur anno 2014!
For mig er det altid noget helt særligt at byde repræsentanter for det lokale erhvervsliv, handelsliv og turisterhvervet indenfor her på rådhuset, og med det store fremmøde i dag er den følelse bestemt ikke mindre ved denne lejlighed. Det er rigtig dejligt, at I prioriterer nytårskuren så talstærkt.
Erhvervsklima er mange ting. Det handler rigtig meget om netværk og samarbejde. Samarbejde mellem virksomhederne og de offentlige myndigheder. Samarbejde mellem virksomhederne og os som politikere og vores administration i den praktiske hverdag. Samarbejde mellem jer virksomheder indbyrdes. Og sidst, men bestemt ikke mindst, et samarbejde, der rækker på tværs af kommunegrænserne, ud til resten af Fyn, til resten af Danmark og for nogle af jer endda videre ud i verden.
Arrangementet i dag er en anledning til at dyrke dette samarbejde og få vendt fælles problemstillinger. Hvem ved, måske bliver der endda født en rigtig god idé her i dag til gavn for os alle.
Giver den her slags sammenkomster afsæt for gode erhvervsidéer, så er jeg såmænd åben for at indbyde til nytårskur flere gange om året! Det er nemlig de gode idéer, vi skal leve af i fremtiden, og her har I, der er mødt op her i dag, selvfølgelig en helt særlig rolle at spille.
Jeg er også glad for at stå her som Nordfyns Kommunes borgmester. Det er nok ikke gået manges næser forbi, at vi den 19. november havde et kommunalvalg, og at udfaldet blev sådan, at jeg fortsætter som borgmester de næste 4 år. Den tillidserklæring er jeg både stolt over og glad for. Jeg glæder mig meget til - sammen med den øvrige kommunalbestyrelse - at fortsætte den positive udvikling, som Nordfyns Kommune er inde i. Og det synes jeg virkelig, vi er. Det skal jeg vende tilbage til lige om lidt.
Den nye kommunalbestyrelse brænder for at komme ud over stepperne og få truffet nogle vigtige beslutninger, som bliver til gavn for os alle på Nordfyn. Vi har fået nye friske kræfter til kommunalbestyrelsen, og det er altid godt at få nye øjne til at dykke ned i vores indsatsområder. Den nye kommunalbestyrelse er i gang med et omfattende introduktionsprogram for at blive helt skarp på rollen som politiker.
Jeg lagde ud med at sige lidt om, hvordan jeg ser på erhvervsklimaet. Helt overordnet set er det ikke de kommunale myndigheder, der skaber jobbene. Det er primært jer virksomheder. Vores rolle som kommune er, at vi skal gøre det nemt og smertefrit at starte ny virksomhed - og naturligvis også gøre hverdagen for de virksomheder, vi allerede har, så ubesværet som muligt.
Derfor har vi også sat gang i en masse initiativer, der skal gøre det nemmere og mere attraktivt at være virksomhed i vores kommune. Det ved jeg, at erhvervschef Birger Munter vil sige lidt mere om i sit indlæg.
Jeg vil nøjes med at konstatere, at det lokale erhvervsliv har taget rigtig godt imod vores initiativer. Det fremgår blandt andet af DI’s erhvervsklimaundersøgelse, hvor Nordfyns Kommune er rykket 34 pladser op ad ranglisten og dermed blev årets højdespringer på Fyn. Men udviklingen af vores erhvervsservice stopper ikke her. Vi vil selvfølgelig gerne blive endnu bedre, og det skal blandt andet den nye kommunalbestyrelse sætte handling bag.
Jeg vil dog ikke stå her og love, at vi rykker endnu længere op i næste års erhvervsklimaundersøgelse. Alle andre kommuner arbejder benhårdt på præcis det samme, og hvordan det kapløb falder ud, vil jeg nødigt gisne om. Men jeg kan love, at vi hele tiden arbejder målrettet på at udvikle vores erhvervsservice.
Men også mange andre ting har indflydelse på erhvervsklimaet, og her tænker jeg blandt andet på de rammer, som påvirker jeres dagligdag.
Her sidst i 2013 besluttede vi i kommunalbestyrelsen at sætte vores grundpriser ned med 35-40 procent. Det gjorde vi i dialog med den lokale ejendomsmæglerbranche. Resultatet udeblev ikke. Da vores udbud sluttede i onsdags havde vi fået 13 henvendelser fra interesserede købere og 8 konkrete købstilbud. For at sætte tallet i perspektiv kan jeg fortælle, at vi i hele 2013 kun solgte 3 grunde.
Vi har stort set også gjort det gratis for teleselskaberne at opføre nye sendemaster på kommunalejet jord. Vi kan naturligvis ikke leve med de mange huller i mobildækningen, som er blevet meldt ind til os. Hverken for virksomhederne eller borgerne er det en holdbar situation, og det problem vil vi holde et vågent øje med. Det handler om tilgængelighed, og i vores digitale tidsalder handler tilgængelighed ikke kun om veje og broer, men også om muligheden for at kommunikere over mobilnettet og internettet.
I regi af Byregion Fyn, som det fynske samarbejde mellem kommunerne hedder, arbejder vi på at skabe en forbedret digital infrastruktur. Her i dag afvikles bl.a. et møde mellem de fynske kommuner, leverandører og Region Syddanmark, så der sættes fart på denne udfordring.
Men den rent fysiske tilgængelighed er naturligvis også af alt afgørende betydning for de nordfynske erhverv. Derfor er jeg også glad for at kunne konstatere, at vi er på vej til at lykkes med den fælles fynske infrastruktursatsning.
Her tænker jeg på timemodellen, 6 spor på E 20, parallel forbindelse over Lillebælt og Odense Letbane. Det fælles fynske samarbejde, som vi har omkring Byregion Fyn, begynder at skabe konkrete resultater samlet for Fyn, og vil fortsætte med uformindsket styrke.
Det er vigtigt, at vi på Fyn står sammen om bl.a. vores prioritering af infrastrukturen. Derfor ligger der også en lokal opgave hos os her på Nordfyn så vi sikrer en fremkommelig og tilgængelig infrastruktur, der passer ind i den fynske samlede infrastruktur.
Jeg vil også lige runde den store satsning på bygge- og anlægssiden i Nordfyns Kommune. Skolerne bliver renoveret. Mange af vores veje og stræder har fået nye vejbelægninger. Vi har fået et nyt sundhedshus, og der er opført et nyt mødecenter i tilknytning til rådhuset i Søndersø.
I 2014 arbejder vi videre med at føre masterplanerne for Søndersø og Otterup ud i livet. I Søndersø arbejder vi konkret med at etablere en bypark, hvor vi skaber en helt ny tænkning omkring udviklingen af byrummet.
Endelig er vi ved at være klar til første spadestik til Hasmark Strandoase, som projekteres i samarbejde med Realdania. Ud over at vi får klare forbedringer af de fysiske forhold i kommunen, er det også en håndsrækning til vores lokale bygge- og anlægsvirksomheder, som er trængt under finanskrisen.
Over en bred front har vi altså sat turbo på udviklingen i Nordfyns Kommune. Det er med til at synliggøre os som en attraktiv bosætningskommune, og på den måde skabe endnu mere liv og omsætning i vores kommune.
Når vi så kobler det med den positive udvikling, vores lufthavn er inde i, og de høje ambitioner for lufthavnens fortsatte vækst, så samler trådene sig i en meget klar strategi for, hvordan vi på Nordfyn og resten af Fyn forholder os til de aktuelle udfordringer. For udfordringer har vi, det skal vi også være ærlige at sige.
Ingen af os kan skabe væksten og dermed arbejdspladserne alene. Det gør vi kun i fællesskab og i et gensidigt forpligtende samarbejde. Det samarbejde har vi allerede. Det skal bare udbygges og forstærkes.
Med disse ord vil jeg overlade talerstolen til erhvervschef Birger Munter.

Aktuelle nyheder
»Oversigt


Kontakt
Morten Andersen
Smidstrupvej 1, Smidstrup
5400 Bogense
Tlf.: 64842447
Mobil: 40402447
E-mail: Klik her!

Facebook profil: Klik her!
Facebook gruppe: Klik her!


Se video


»Morten Andersen tilfreds

TV2 Fyn: Nordfyns genvalgte borgmester, Morten Andersen, glæder sig over valgsejren og udsigten til fire år mere som borgmester.
Seneste nyheder
Ingen aktuelle nyheder
Kom venligst tilbage senere
Venstre styrker Nordfyn