Udskrift fra: www.mortenandersen.nu

Nyhedsarkiv
Udskriv denne side
Godt Nytår

Kære borgere i Nordfyns Kommune

2013 synger på sidste vers. Nytår er altid en god anledning til at kigge tilbage på det gamle år,
og se på, hvad det har bragt. Vi kan skue tilbage på et yderst aktivt år for Nordfyns Kommune.
Sådan vil man nok altid omtale et år, der går på hæld, men jeg mener faktisk, at 2013 på
mange måder var et år helt ud over det sædvanlige.

For at begynde baglæns, så fik den udendørs julepynt sig et par gevaldige rusketure med hele
to storme her sidst på året. På Nordfyn er vi vant til at leve tæt på naturen, og vi kender en
del til naturens kræfter. Nordfyn kom heldigvis nogenlunde helskindet gennem begge storme,
selv om især den seneste storm var hård ved vores kyster.

Demokratiet lever

Kommunalvalget kom til at præge en stor del af efteråret. Valget viste om noget, at
nærdemokratiet lever. Lokalt fik vi en stemmeprocent på 76,3 % og nåede dermed en del over
landsgennemsnittet, og langt over de 71,2 % ved kommunalvalget i 2009.

Da stemmerne var talt op, stod det klart, at jeg, med vælgernes og den nye
kommunalbestyrelses opbakning, igen kan sætte mig i spidsen for Nordfyns Kommune de
næste fire år.

Det er en stor ære at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen, og jeg er både stolt og
taknemmelig for genvalget. Borgerne har vist mig en stor tillid, som jeg skal gøre mit bedste
for at leve op til.

Den nye kommunalbestyrelse brænder for at komme i gang med de mange opgaver, som
venter i det nye år. De følgende måneder vil der blive gennemført et omfattende
introduktionsprogram for kommunalbestyrelsen, så kommunalbestyrelsesmedlemmerne får
optimale forsætninger for at udfylde deres nye rolle som politikere. Jeg glæder mig utroligt
meget til samarbejdet i den nye bestyrelse.

To events i sværvægtsklassen

Når vi ser tilbage på 2013, var Åben Kommune den 20.-21. april og Regentbesøget den 5. juni
to begivenheder i sværvægtsklassen. Begge aktiviteter var på hver deres måde med til at
sætte Nordfyns Kommune på landkortet. Opskriften til succesen var et forbilledligt samspil
mellem kommune og borgere, virksomheder og foreninger.

Jeg kan blive ved med at glæde mig over det engagement, vores små lokalsamfund viser, når
der er fælles aktiviteter i støbeskeen. Det gælder både i forberedelsen, hvor alt andet bliver
skubbet til side for at bidrage til idéudviklingen, men det gælder også, når aktiviteterne skal
føres ud i livet, og der skal præsteres et stykke arbejde.

Jeg har hilst på rigtig mange af jer rundt omkring til vores fælles aktiviteter i kommunen.
Andre af jer er mødt op på mit kontor i min spørgetid den første torsdag i hver måned. Jeg er
altid glad for at få en snak om, hvordan udfordringerne i vores kommune ser ud fra borgernes
synsvinkel, og jeg er taknemmelig for de mange input og gode idéer, der kommer fra
borgernes side.


Årets fynske højdespringer

Samarbejdet med det lokale erhvervsliv er et område, der altid har haft vores store
bevågenhed og fortsat vil have det i 2014. Vi er særligt stolte af, at Nordfyns Kommune i 2013
blev årets højdespringer på Fyn i Dansk Industris årlige erhvervsklimaundersøgelse. Det er et
klart tegn på, at de initiativer, vi sætter i søen, rent faktisk virker. Vi skal dog ikke hvile på
laurbærrene, men hele tiden videreudvikle vores service til virksomhederne, der har så
afgørende betydning for udviklingen i kommunen.

Det attraktive Nordfyn

I løbet af det kommende år vil et af vores fokusområder i høj grad være udviklingen af
kommunens rekreative arealer. Hvert år valgfarter både lokale og især mange odenseanere til
de nordfynske strande. Vi oplever en stigende efterspørgsel efter tilbud til endagsturister.
Derfor er arbejdet med at skabe en helt ny strandpark ved Hasmark Strand, med grønne
arealer, boldbane og mange andre spændende ting, sat i gang.

Her er det vores mål at skabe en oase, der kan danne ramme om netop de oplevelser, der er
indbegrebet af de værdier, vi sætter højt her på Nordfyn - naturen, familien og fællesskabet.

Vi nyder vores smukke natur på Nordfyn og deler den hjertens gerne med resten af Fyn og
hele landet.

På Nordfyn vil vi også fremadrettet arbejde målrettet på at gøre kommunen og kommunens
byer til attraktive steder at bosætte sig. Gennem en fortsat udvikling af lokalmiljøerne, håber
vi at kunne tiltrække nye borgere til Nordfyn. Her på Nordfyn får man bare 'Mere Fyn for
pengene'.

Netop i 2014 satser Nordfyns Kommune massivt på anlægs- og vedligeholdelsesinvesteringer i
hele kommunen. Det øger dels vores tiltrækningskraft både over for potentielle nye borgere og
virksomheder, og giver en kærkommen saltvandsindsprøjtning til den lokale bygge- og
anlægsbranche.

Husk det nære netværk

Som det forhåbentlig er fremgået, kan vi altså glæde os både på grund af det, der er opnået i
2013, og de ting, der venter os i det nye år.

Når vi hæfter os ved et højt aktivitetsniveau, er det vigtigt i samme åndedrag at huske de
nære værdier - familien og vennerne helt tæt på. Tiden omkring jul er altid en kærkommen
lejlighed til at fordybe sig i samværet med dem, man holder af.

Med disse ord vil jeg ønske alle borgere på Nordfyn et godt og lykkebringende nytår.

Morten Andersen
Borgmester


Aktuelle nyheder
»Oversigt


Kontakt
Morten Andersen
Smidstrupvej 1, Smidstrup
5400 Bogense
Tlf.: 64842447
Mobil: 40402447
E-mail: Klik her!

Facebook profil: Klik her!
Facebook gruppe: Klik her!


Se video


»Morten Andersen tilfreds

TV2 Fyn: Nordfyns genvalgte borgmester, Morten Andersen, glæder sig over valgsejren og udsigten til fire år mere som borgmester.
Seneste nyheder
Ingen aktuelle nyheder
Kom venligst tilbage senere
Venstre styrker Nordfyn