Udskrift fra: www.mortenandersen.nu

Nyhedsarkiv
Udskriv denne side
Jule og nytårshilsen

Nu er julen og det nye år hastigt ved at nærme sig - og mens vi spiser konfekt og hygger os inden døre, så er det tid til at gøre status over året, der gik.


Det er mit første år som borgmester, og jeg har været glad for at være borgmester for borgerne i Nordfyns Kommune. Jeg har jo mødt mange af jer rundt omkring i kommunen, og jeg har også talt med flere af jer, der har besøgt mig under min spørgetid den første torsdag i hver måned. Jeg er altid glad for at få en snak eller nogle nye ideer, så derfor håber jeg på at tale med mange flere af jer i de næste år. Jeg har også været glad for at kunne byde nye borgere velkommen til Nordfyns Kommune, og jeg er sikker på, at I vil opdage, hvorfor vi synes, at Nordfyn er et dejligt sted at bo.


Her i juledagene har vi tid til at hygge os og have det sjovt sammen med andre. Og på Nordfyn er vi gode til at hygge os - når vi har mødtes til festlige begivenheder her i år, har vi altid haft en god stemning. Jeg har nydt at være med til Open by Night- arrangementerne i Søndersø, Otterup og Bogense, og jeg var glad for at se, at så mange havde lyst til at være med. Man har kun det sjov, man selv laver - og vi kan have det rigtigt sjovt i Nordfyns Kommune. Det var Rosenfestivalen også et flot eksempel på.


Nordfyn er nemlig et sted, hvor der er masser af plads til at udfolde sig - og samtidig har vi overskud til at tage os af hinanden. I Nordfyns Kommune lægger vi vægt på, at de ældre har det godt. Derfor er jeg glad for, at vi har fået et helt nyt plejecenter. Møllehaven er et moderne plejecenter med god plads til, at beboerne kan nyde livet. Og det er vigtigt - for glæde gør livet værd at leve! Derfor er det nye byggeri en god investering i fremtiden.


Fremtiden er netop vigtig at tænke over her ved tærskelen til det nye år. Den vanskelige økonomiske situation som Nordfyns Kommune - i lighed med andre fynske kommuner - befinder sig i, betyder et stort pres på vores økonomi.


Det skyldes bl.a., at der er en stigende efterspørgsel på vores servicetilbud, og at priserne på tilbuddene er stigende. Finanskrisen har medvirket til, at vi også har mistet indtægter. Det udfordrer vores serviceniveau og de prioriteringer på serviceområderne, som vi har været nødt til at foretage i forbindelse med, at kommunens budget for 2011 skulle lægges.


Det var nødvendigt at få budgettet til at balancere bedre. Jeg vil gerne takke alle, der har deltaget i debatten om budgettet på et af borgermøderne, via læserbreve eller via e-mails til kommunen. Kommunens budget har betydning for os alle sammen. Derfor er jeg også glad for, at hele kommunalbestyrelsen står bag budgetforliget.


Vi kan også konstatere, at nye, store udfordringer venter i 2012.


Det betyder, at der helt aktuelt skal rettes op på økonomien. For fortsat at kunne tilbyde en god kvalitet og service til borgerne - og for at vi fortsat kan udvikle os som kommune og matche fremtidens krav - er vi derfor nødt til at ændre dele af den måde, vi hidtil har organiseret kommunen på.


Her ligger en stor udfordring for kommunalbestyrelsen i det kommende år, hvor der bliver behov for stor kreativitet og beslutsomhed for at løse opgaven. Jeg kan kun opfordre til, at alle partier står sammen om at finde holdbare og fremtidssikrede løsninger.


Det er nemlig vigtigt at sikre, at Nordfyns Kommune fortsat er en kommune med udvikling - for vi vil jo gerne fortsætte med at nyde livet her på Nordfyn.


Jeg vil ønske jer alle sammen en glædelig jul og et rigtigt godt nytår.

Vi ses i 2011.





Aktuelle nyheder
»Oversigt


Kontakt
Morten Andersen
Smidstrupvej 1, Smidstrup
5400 Bogense
Tlf.: 64842447
Mobil: 40402447
E-mail: Klik her!

Facebook profil: Klik her!
Facebook gruppe: Klik her!


Se video


»Morten Andersen tilfreds

TV2 Fyn: Nordfyns genvalgte borgmester, Morten Andersen, glæder sig over valgsejren og udsigten til fire år mere som borgmester.
Seneste nyheder
Ingen aktuelle nyheder
Kom venligst tilbage senere
Venstre styrker Nordfyn